Referat generalforsamling Sall Lokalråd

Klik her

 

Hvad skal vi bruge 150.000 kroner til?

Sall lokalråd inviterer til borgermøde, fødselsdag og generalforsamling i Sall Lokalråd torsdag d. 23. februar kl. 19.00 i klubhuset på stadion

Sall Lokalråd fylder 6 år, og siden fødslen er der sket meget i vores landsby. Vi får tingene til at ske i Sall, og derfor har vi i år indstillet Sall til landsbyprisen i Region Midtjylland. Hvis vi vinder er der 150.000 kroner til landsbyen. Vinderen bliver kåret i løbet af foråret.

Hvad skal vi mon bruge de 150.000 kroner til, hvis vi vinder? Vi har ligeså stor chance for at vinde som de 11 andre landsbyer. Hvis vi gør, så vil vi blive spurgt til, hvad vi mon vil bruge pengene på. Så lad idéerne og drømmene komme ud.

Friplejehjemmet og byparken er indviet og vi har haft en virkelig velbesøgt fællesspisning siden sidste fødselsdag, og et whisky-destilleri har meldt sin ankomst. Men hvad skal vi ellers?

I år er Favrskov Kommune vært for landsbytræffet, og i anledning af Kulturhovedstadsåret, så vil det arrangement blive som aldrig før. Der bliver planlagt at lave en landbyfestival, som vil give gæsterne en oplevelse af, hvad livet i landsbyerne kan gøre. Anders Bjerggaard, der er projektansat i Favrskov Kommune vil fortælle lidt mere om landsbytræffet og vores muligheder ifm. arrangementet.

Derfor – Tag din nabo under armen og kom med til fødselsdag og generalforsamling, så finder vi i sammen ud af, hvordan vores landsby skal udvikle sig. Du risikerer højst at blive en del af et fællesskab og der er selvfølgelig kaffe og kage

På Sall Lokalråds vegne
Heidi, Anette og Nikolaj
(Forretningsudvalget)

Dagsorden for generalforsamlingen

    1) Valg af dirigent
    2) Valg af referent
    3) Årsberetning fra Sall Lokalråd
    4) Opdatering fra byens foreninger – hvad er der på bedding lige nu?
    5) Indstilling af Sall til landsbyprisen – hvorfor i år, hvad står der i indstillingen, og hvad drømmer vi om at bruge de 150.000 kroner på?
    6) Valg til Lokalrådets forretningsudvalg (Anette og Nikolaj genopstiller)
    7) Udviklingen af Sall – hvilke initiativer skal vi have søsat/bevaret og evt. nedlagt for at sikre udviklingen i vores landsby
    8) Landsbytræf i Favrskov Kommune 23. september – oplæg ved Anders Bjerggaard, Favrskov Kommune

 

Sall er indstillet til Landsbyprisen 2017

LAG Randers Favrskov har indstillet Sall til Region Midtjyllands Landsbyprisen 2017 på baggrund af en indstilling, som Salls repræsentant i landsbyrådet i Favrskov Kommune, Heidi Qvistgaard Dalbjerg, har taget initiativ til at skrive.

I sin begrundelse for at sende indstillingen videre til regionsfinalen har LAG-koordinator Mette Risager blandt andet skrevet:

”Der er rigtig mange engagerede borgere i Sall – ikke kun ”Tordenskjolds Soldater”. De har formået at vende noget trist (nedlægning af skolen) til en god historie. Med udgangspunkt i deres udviklingsplan er der blevet sat rigtig mange skibe i søen. Specielt her i 2016 er der tydelige resultater af de mange anstrengelser. Ombygning af privatskolen, indvielse af friplejehjem, ny Bypark og meget mere. Der er flere spændende private fødevareprojekter ved Sall: Viktualia gårdbutikken som ligger midt i Sall og ikke mindst det kommende whisky destilleri ”Sall Whisky Destilleri” som også har planer om ”MusikDestilleriet”, som også vil bidrage til fællesskabet i hele byen. Derudover er Oles Gård er også et rigtig spændende projekt, med fokus på Økologi og bæredygtighed. Der bakkes rigtig meget op om lokale initiativer, fra borgere til erhvervsliv – og erhvervsliv til borgere. Det er typisk for Sall at alle er stolte af i hinanden og gerne løfter i flok.

Sall kan noget som ikke mange landsbyer kan. Sall har iværksat store imponerende initiativer bl.a. Friskole og Fri Plejehjem. Byens engagement har medvirket til en positiv historie og man mangler derfor ikke børn i den lokale vuggestue/børnehave. De gode levevilkår tiltrækker ressource stærke familier der etablerer deres erhverv i tilknytning til landsbyen. Sall arbejder målrettet med deres udviklingsplan, så der hele tiden er nye udviklingsmål.

Den lokale indstilling kan I læse her som pdf.

 

Skal hegnet om branddammen fjernes?

Sall lokalråd inviterer til borgermøde, fødselsdag og generalforsamling i Sall Lokalråd Mandag d. 14. marts kl. 19.00 i Sall Forsamlingshus

Sall Lokalråd fylder efterhånden 5 år, og mange af de ting, som var på ønskelisten ved etableringen er allerede blevet til virkelighed. Vores lille landsby kan virkelig få tingene til at ske, når vi står sammen.

Det skal vi fejre og klappe hinanden på skulderen over med kaffe, kage og en god portion hygge.

Samtidig skal vi se fremad.

Vi skal blandt andet finde ud af, om hegnet omkring branddammen skal fjernes i forbindelse med renoveringen. Så har du en holdning til dette spørgsmål, så kom og argumenter for den. De fremmødte beslutter hvad der kommer til at ske.

Vi skal også tale om, hvad vi vil med fællesskabet i byen. Der er ingen, der på forhånd siger, at vi skal fastholde aktivitetsniveauet fra de seneste år. Måske er det tid til, at vi sætter tempoet ned, måske ikke. Det skal vi finde ud af – i fællesskab.

Derfor – Tag din nabo under armen og kom med til fødselsdag og generalforsamling, så finder vi i sammen ud af, hvordan vores landsby skal udvikle sig. Du risikerer højst at blive en del af et fællesskab.

På Sall Lokalråds vegne
Heidi, Torben og Nikolaj
(Forretningsudvalget)

Dagsorden for generalforsamlingen

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Årsberetning fra Sall Lokalråd
  4. Opdatering fra byens foreninger – hvad er der på bedding lige nu?
  5. Klappe os selv på skulderen over de flotte projekter der er blevet en succes de seneste 10 år
  6. Branddam - skal hegnet fjernes
  7. Hvad vil vi med fællesskabet i byen?
  • Er det tid til at vi acceptere en pause i aktiviteterne efter 10 år med fuld fart
  • Hvordan sikrer vi at en evt. nedgang i aktiviteterne ikke gør, at vi aldrig kommer i gang igen
  • Hvad gør vi for at få nye kræfter i bestyrelserne
  • Beboerforeningen mangler bestyrelsesmedlemmer

    Valg til landsbyrådet, Torben ønsker ikke genvalg

Valg til Lokalrådet

Salls store sætte-løg-dag

Lokalrådet har ladet sig inspirere af krokus-solen foran kirken, og derfor har vi indkøbt 1000 krokus– og påskeliljeløg. De skal allerede til foråret pynte indfaldsvejene til vores landsby samt på hjørnegrunden ved kirkemuren/Sallvej/Borgergade.

Lokalrådet,  der består at repræsentanter fra byens foreninger, inviterer derfor alle borgere til store sætte-løg-dag.

Vi ses til et par hyggelige timer
Lokalrådet